Nyheder

    Referat af ordinært Repræsentantskabsmøde

    Morten Juul, 07.06.2010

    Nykøbing F., maj 2010

    Referat af ordinært Repræsentantskabsmøde tirsdag den 11. maj 2010 kl. 19.00 i Landsbyen, Våbensted.

    Benny Damgaard indledte mødet med at byde velkommen til LFHF's ordinære repræsentantskabsmøde 2010.

    En særlig velkomst til DHF's formand, Per Rasmussen, guld- og sølvnåleindehavere, prismodtagere og til pressen. Men først og fremmest velkommen til alle foreningsrepræsentanter.

    Vi sang: De første vers af " Jeg ved, hvor der findes en have så skøn."

    Formanden for Amatør- og Ordensudvalget, Ole Krarup uddelte lederpokalen til Rikke Stryhn Jensen, SSHK.

    Lone S. Christiansen overrakte Axel Ahm's ungdomspokaler til Line Werngreen, NFH og Morten Damgaard, HMH.

    Anne Gitte Poulsen overrakte trænerpokalen til Kenneth Jørgensen, SSHK.

    Kai H. Pedersen kårede årets klub: Håndboldklubben Maribo-Hunseby.

    Benny Damgaard overrakte forbundets guldnål til Jesper Kristensen og Kai H. Pedersen overrakte forbundets sølvnål til Birte Larsen.

    Herefter gik man over til dagsordenen.

    1. Valg af dirigent.

    Ole Krarup valgtes til dirigent. Ole takkede for valget og konstaterede, at repræsentantskabsmødet var lovligt indvarslet.

    Følgende foreninger var repræsenteret:

    Eskilstrup H. 2 - HMH 2 - Nakskov H. 2 - Nordfalster Sportsklub 1 - NFH 2 - Rudbjerg H. 1 - Rødby H. 2 - SSHK 2 - SK 82 1 - Stokkemarke UF 2 - Sydfalster IF 2 - Tingsted GF 2 - Vantore 1 - Østfalster 2 - ØHH 2.

    I alt 15 foreninger med 26 repræsentanter, der sammen med bestyrelsens 8 stemmer gav et samlet stemmeberettiget antal på 34.

    Jens Sørensen og Hans Jørgen Eriksen valgtes til stemmetællere.

    2. Formanden aflægger beretning.

    Benny Damgaardhavde følgende tilføjelser til den udsendte skriftlige beretning:

    Da jeg regner med, at I har læst den skrevne beretning, springer jeg forholdsvis let hen over den, men et par enkelte kommentarer til både den og andre områder har jeg da.

    Håndboldmæssigt blev det faktisk til en jubelsæson.

    2 første divisionshold som klarede sig rigtigt godt. NFH's damer faktisk kanon godt, hvor kvalispillet til ligaen glippede i sidste spillerunde, lidt surt, men op på hesten igen, nu hvor I har oplevet hvor lidt - eller hvor meget, der skal til.

    TSØ's 2. divisions hold klarede sig forrygende. Rødby's nyoprykkede 3. divisionshold vandt rækken efter en kanon 2. halvdel. SSHK's damer i 3. division rykkede som eneste LF-hold ned. Meget ærgerligt, men set over hele sæsonen måske okay, men en flot afslutning.

    Vores pokalturnering for ungdom med finalerne den 13. marts i Maribohallerne forløb også planmæssigt, og alle spillere, forældre, tilskuere og officials gjorde dagen til en oplevelse af de store, for de små.

    Vi har haft 2 formandsmøder, hvor vi fra forbundet har lavet dagsorden som gennemgås og diskuteres. Derefter lukker vi referatdelen, og vi diskuterer alt mellem himmel og jord - altså i håndboldverdenen.

    Vi har nogle gode og konstruktive aftener med en tone imellem os, som er sober og hyggelig. Jeg tror det er godt, at der sidder et par kvindelige formænd rundt omkring.

    Samarbejde Øst.

    Sidste år nævnte jeg lidt om samarbejdet Øst for Storebælt frem mod år 2015. jeg skal da lige love for, at det er speedet op.

    Samarbejdet i det nye forbund mellem SHF, KHF, BHF og os forløber planmæssigt og konstruktivt, tror jeg. Jeg har jo ikke nogle fortilfælde at forholde mig til, så der er kun egne erfaringer at holde sig til. Men vi i bestyrelsen er 100 procent enige om, at dette er den rigtige vej at gå.

    Vi kommer meget mere ind på det senere i aften på vores ekstraordinære repræsentantskabsmøde.

    Planen er, at efter vores ekstraordinære møde i aften, hvor vi er for lidt til at nedlægge forbundet officielt, indkalder vi til et nyt og endeligt møde den 11. oktober, hvor forbundet nedlægges. Selvfølgelig under forudsætning af, at det nye forbund bliver en realitet pr. 1.1.2011.

    Det nye forbunds bestyrelse kommer til at bestå af 1 formand, 2 næstformænd og 6 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf de sidst 6 valgte skal fordeles i 3 udvalg med 1 formand og 1 næstformand i hvert udvalg. Alle bliver valgt fuldstændigt frit fra hele området, d.v.s. at vi ikke er garanteret en plads i bestyrelsen. Dette er jeg helt og holdent gået ind for, da mit synspunkt er, at man ikke skal vælges, blot fordi man kommer fra et bestemt område, men man skal vælges, fordi man gerne vil, og mener man kan bidrage med noget.

    Det eneste vi er garanteret i det nye forbund, kaldet "Håndbold Region Øst" er, en plads i økonomiudvalget i den første periode, såfremt vi ikke får valgt folk ind i bestyrelsen. Alt dette lyder måske lidt indviklet for jer, der hører det for første gang, men vi har diskuteret og informeret om det på foreningsmødet i november, og vi har informeret og diskuteret det på de 2 formandsmøder, hvor vi også har berørt ny turneringsstruktur, så alle klubber/formænd har haft chancen for at være fuldt ud ført "up to date", og det er ikke mange negative røster, vi hører. Men meget mere om denne sammenlægning senere, enten under debatten eller under næste repræsentantskabsmøde.

    Vores økonomi.

    Vi er et sundt forbund med en sund økonomi.

    Vi skal betale et fastsat beløb til det nye forbund, således at det har et grundbeløb stående på kontoen. Vi skal rive 180.000 kr. ud af vores formue for at være med, og det kan vi, og det gør vi.

    Men for at finde de penge, var vi nok nær gået i selvsving, for lige pludselig var vores først lagte budget ubrugeligt, og dernæst fandt vi ud af, at vores opkrævninger for turneringen i 1 år rakte ind i næste år, og det måtte det ikke, da det nye forbund jo tager over pr. 1.1.2011. Mere om det under regnskabet, men vi er ikke så formuende, som vi alle regnede med, men vi skal nok svare alle deres.

    Det korte og det lange er faktisk, og hold nu fast, at i slipper billigere i dette regnskabsår, da vi, som før omtalt, i dette år kun kræver ½ betaling i forhold til tidligere. Den anden ½del skal I så betale efter Nytår til det nye forbund. D.v.s. at vi forbedrer jeres økonomi gevaldigt i dette regnskabsår, men husk at regningen kommer efter Nytår.

    Ellers harmoniserer vi vores gebyrer med de andre forbund, og det tegner ikke til, at det bliver dyrere for jer, snarere tværtimod.

    Jeg bliver dybt skuffet, hvis der er så meget som en af de fremmødte klubber, der ikke stiller med 2 repræsentanter på det stiftende møde den 6. november. Der står rigtigt meget på spil. Vi vil gerne have en, to eller helst 3 med i den nye bestyrelse. Jeg stiller mig til rådighed.

    Vi har skiftet revisor i det forløbne år. Leif Mortensen er stoppet som revisor af private årsager og Hans Ole Sørensen er som suppleant indtrådt. Velkommen til dig Ole.

    Jeg vil byde velkommen til vores nyansatte udviklingskonsulent, Morten Juul. Morten bliver holdt til ilden af jer foreninger, og i skal bruge ham, det er det, han er her for.

    Sluttelig vil jeg gerne rose min bestyrelse, medarbejdere og samarbejdspartnere, og ikke undlade at slå et slag for, at NFH får skabt lidt bedre kontakt til de højere magter, da vejret til sidste år strandhåndbold var under al kritik, på en ellers fantastisk godt planlagt og veludført dag.

    Angående min bestyrelse. Når en opgave sættes i værk, så løses den. Jeg stoler fuldt og fast på mine bestyrelsesmedlemmer, og det er en fantastisk fornemmelse bare at kunne uddelegere. Jeg nyder det så tag imod roserne, jeg er måske ikke så god i det daglige til at rose.

    Jeg har et fortrinligt forretningsudvalg, hvor vi har fælles fodslag i den daglige drift af forbundet.

    Birte, som passer kontoret, er en uvurderlig arbejdsstøtte for mig. Jeg ved at tingene bliver lavet til tiden og med rette omhu. Tak Birte.

    Jan Vildenfelt styrer turneringen med sikker hånd, og jeg ved at han allerede er i gang med at tilrettelægge den nye sæson sammen med Søren Pedersen på SHF. Så han er også på forkant med udviklingen.

    Beretningen blev enstemmigt godkendt uden kommentarer.

    3. Økonomiudvalget fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse og orienterer om budgettet for det igangværende regnskabsår.

    Kai H. Pedersen knyttede enkelte kommentarer til det reviderede regnskab, status samt jubilæumsfonden.

    Regnskabet blev enstemmigt godkendt uden kommentarer.

    Kai H. Pedersen orienterede om budgettet for det igangværende regnskabsår.

    Herefter blev serveret kaffe og kage.

    4. Forslag.

    Love for Lolland-Falsters Håndbold Forbund.

    Fra bestyrelsen.

    § 18, stk. 3 og 4 i lovene udgår.

    Som nyt § 18 stk. 3 indsættes:

    "I tilfælde af forbundets opløsning tilfalder forbundets ejendele Håndbold Region Øst. Såfremt dette forbund ikke består Dansk Håndbold Forbund, og såfremt dette forbund ikke består Dansk Idræts Forbund."

    Forslaget blev vedtaget med 32 stemmer for.

    Fra bestyrelsen.

    Beslutningsforslag:

    "Repræsentantskabet giver hermed bestyrelsen bemyndigelse til at arbejde videre med planerne om nedlæggelse af distriktsforbundet, samt til at arbejde for etablering af en ny håndboldregion bestående af foreninger i de nuværende 4 distriktsforbund: Bornholms Håndbold Forbund, Lolland-Falsters Håndbold Forbund, Københavns Håndbold Forbund og Sjællands Håndbold Forbund."

    Forslaget blev vedtaget med 32 stemmer for.

    Fra bestyrelsen:

    Propositioner for Lolland-Falsters Håndbold Forbunds initiativfond.

    Fonden nedlægges.

    Forslaget blev vedtaget med 32 stemmer for.

    5. Valg.

    a. Formand.

    Benny Damgaard - genvalgt.

    c1. Turneringsudvalget.

    Ole Ødegaard- genvalgt

    Rikke Jensen- genvalgt

    c2. UK

    Maibritt Rasmussen- genvalgt

    Charlotte Bursche - genvalgt

    Lone Stryger - genvalgt

    c3. Ungdomsudvalget.

    Karin Andersen - genvalgt

    John Høj- genvalgt

    c4. Børneudvalget.

    Formanden for Børneudvalget Charlotte E. Kristensen - genvalgt

    Margit Nielsen- genvalgt

    Britt Normann- genvalgt

    c5. Uddannelsesudvalget.

    Formanden for Uddannelsesudvalget Anne Gitte Poulsen - genvalgt

    Christina Dyja- genvalgt

    Maria Buxbom - genvalgt

    • d. Amatør- og Ordensudvalget.

    Ole Krarup- genvalgt

    Jens Sørensen - genvalgt

    Per Smidt- genvalgt

    Suppleant: Lynge Rasmussen- genvalgt

    • d. Revisorer.

    Berit Bentzen- genvalgt

    Hans Ole Sørensen - genvalgt

    Suppleant: Vakant

    6. Fastsættelse af næste års mødested.

    Der blev ikke fastsat næste års mødested, da der er forhandlinger om et øst forbund.

    7. Eventuelt.

    Maja Piil NFH frygtede at LFHF slet ikke får sæde i den nye regionsbestyrelse, og at vi således bliver dikteret nogle regler og love.

    Maja opfordrede til, at man gennemførte en fælles bustransport med opsamling overalt på Lolland-Falster til den stiftende generalforsamling. Pengene kunne tages fra jubilæumsfonden.

    Benny svarede, at det var KHF og SHF der havde udstukket rammerne, og også betalt et konsulentfirma til at hjælpe med dannelsen af et nyt forbund.

    SHF og KHF klarer nu BHF's administration, da denne er nedlagt.

    Jesper Kristensen oplyste dommerudvalgets sammensætning og takkede for guldnålen.

    Birte Larsen takkede for sølvnålen.

    Benny uddelte diplomer.

    Dirigent (Ole Krarup) Formand (Benny Damgaard)

    Referent (Birte Larsen)

    Der deltog ca. 70 i mødet.